Åbne fastelavnsboller med creme
Nemme fastelavnsboller, hvor man ikke skal bøvle med creme der render ud af lukninger… her er nemlig ikke nogen!
Jeg ville forleden bage fastelavnsboller, og jeg kan rigtig godt lide de gammeldags af slagsen… med creme… massere af creme. Jeg magtede bare ikke at stå og rulle ud, skære, fylde, folde og så risikere at halvdelen af bollerne åbnede op under bagning, så det gode fyld rendte ud, især ikke når vaniljecremen var hjemmekogt! Derfor blev det til gammeldags åbne fastelavnsboller. Og det er heller ikke så tosset endda!
Dejen er jo en bløddej, og jeg kan lige så godt skrive det nu, inden mange spørger, ja dejen skal være ufattelig blød. Så blød af man er i tvivl om det er rigtigt det man har gjort! Men det giver nogle super gode fastelavnsboller – og det er jo det vigtigste. Jeg sørgede for at drysse lidt mel på mine håndflader (for at dejen ikke klistrede til dem) og undgik mel på bordet – jeg brugte en fast dejskraber til at løfte bollen over på bagepladen med. Den er beregnet til gærdej, og er for mig, uundværlig i mit bagekøkken.
Jeg har også en opskrift på de helt klassiske gammeldags fastelavnsboller på bloggen – find opskriften her.
Dette indlæg indeholder affiliate links.
Fastelavnsboller
12-15 stk
Dej:
500 g hvedemel
1 dl sukker
25 g gær
3 dl mælk, lunken
75 g smør, stuetemp.
1 tsk vaniljepaste
1½ tsk kardemomme
½ tsk salt
1 æg
Bagefast kagecreme:
1 æg
2 spsk sukker
1 vaniljestang
2 ½ tsk maizena
2 ½ dl mælk
Derudover:
Flormelis
Kogende vand
Kakao
Hasselnødder
Fremgangsmåde:
Creme:
Kom æg, sukker, maizena og ½ dl mælk i en lille skål og pisk det godt sammen.
Skrab kornene ud af vaniljestangen. Kom den resterende mælk og vaniljekorn, samt stang op i en tykbundet gryde. Lad mælken komme til kogepunktet og hæld nu æggeblandingen i, mens der piskes. Kog blandingen ca. 2 min under konstant omrøring.
Køl det ned i en ren skål og kom cremen i en sprøjtepose.
Dej:
Kom alle tørre ingredienser i rørekedlen. Smuldr gæren i den lunke mælk, og tilsæt mælk, æg og vanilje til de tørre ingredienser. Ælt sammen ved medium hastighed. Når du har æltet i 5-6 minutter, tilsættes smørret i små klumper. Skru op til fuld hastighed og ælt yderligere 5 minutters tid. Husk at dejen er MEGET blød og det skal den være. Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt dejen til hævning et lunt sted, til den er hævet til dobbelt størrelse. Det tager minimum en time.
Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, vejes dejen af til stykker af ca. 70 gram. Drys mel på håndfladerne, og rul hurtigt stykkerne til kugler – de skal ikke strammes op, bare formes. Placer på 2 bageplader, beklædt med bagepapir. Tryk hver bolle flad med fingrene. Kom en god klat vaniljecreme i midten af hver flade bolle. Lad dem stå på køkkenbordet 15 min tid.
Bag ved 220 grader i 9-11 minutter.
Køl af.
Pynt:
Hak hasselnødderne. Lav en tyk glasur af flormelis, kakao og kogende vand. Kom glasuren i en lille sprøjtepose (jeg bruger disse) og kom glasur på bollerne. Drys med hasselnødder.