Choko/marcipan snurrer

Choko/marcipan snurrer

Print This Post Print This Post

Chokolade og marcipan snurrer fyldt med smag, og lækre sager! En stor favorit hos mig!

Dette indlæg indeholder reklame og/eller affiliate links.

De fleste af os kender kanelsnurren, og de fleste af os er vilde med den!

Men nogle gange kan man bare godt bruge noget andet end lige noget med kanel! Og der er disse choko/marcipan snurrer fantastiske! Jeg siger jer at de smager godt! Manden min er blevet noget så glad og har bedt mig lave MANGE flere snart!

Det danske “forår” skriger jo ligefrem efter lunt hjemmebag, så hop i køkkenet og lav disse lækre snurrer.

 

Choko/marcipan snurrer:

15 stk

Dej:

2,5 dl mælk

25 g gær

65 g blødt smør

½ tsk salt

45 g sukker

½ tsk stødt kardemomme

ca. 400-500 g hvedemel

 

Fyld:

125 g blødt smør

85 g sukker

½ tsk vaniljepulver

100 g revet marcipan, Odense 

50 g mørk chokolade, Callebaut

50 g lys chokolade, Callebaut

Derudover:

1 æg til pensling

Fremgangsmåde:

Lun mælken til de ca. 30 grader (fingervarm) og hæld den op i rørekedlen. Tilsæt gæren i små stykker og rør den ud i mælken.

Kom smør, sukker, kardemomme, salt og 400 g hvedemel op til mælken. Ælt dejen i 6-8 min og lade den hæve tildækket i ca. 15 minutter ved stuetemperatur. Imens laves fyldet.

Riv marcipanen groft. Hvis du ikke bruger chokoladeknapper som jeg, så hak chokoladen. Kom smør, sukker og vaniljepulver op i en skål og rør sammen med en ske og stil til siden.

Når dejen har hævet de 15 minutter, rulles dejen ud til en firkant på ca. 30×45 cm.

Fordel smørblandingen på firkanten og derefter drys den revne marcipan og chokoladen ud på smørblandingen. Tryk let fyldet ned med fingerne så de klistrer til hinanden. Fold dejen én gang. (fra dig selv og op til toppen så der er to lag). Skær dejen ud i ca. 2 cm brede strimler så der bliver ca. 15 stk, jeg bruger her et pizzahjul. Skær hver strimmel i næsten 2, ved at skære hele vejen op gennem midten og lade 2  cm være i toppen. Snor de to “stænger” rundt om hinanden. Hold fast i den snoede strimmel med tommel og pegefinger og rul den et par gange rundt om fingrene, så du får en slags snegl.

Læg snurrerne på to bageplader med bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter, tildækket ved stuetemperatur.

Pensl med æg.

Bag  i 9-11 min ved 200 grader varmluft.

Lad dem køle af på en rist.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 + eighteen =


Translate »