Chokolade Cupcakes Deluxe
Fugtig chokoladekage, blød frosting, ganache og karamel… yum yum yum ..
Himmelsk! Der er ikke så meget mere at sige til det, end det.
Chokolade er noget af det bedste i verden! Chokolade og karamel er lige en tand bedre!
Jeg har mig en dejlig kæreste, som er ret kræsen når det kommer til kager osv. men denne chokoladecupcake, faldt i god jord herhjemme! wuhuu, sejr!
Det er ikke altid nemt at bo sammen med en der ikke er vildt kageglad, når man selv eeelsker kage.
Der er flere delelementer i denne kage, men den er det værd! Så tag og brug tiden på det.
Chokolade cupcake:
ca. 20 stk
120 g smør
2,5 dl vand
15 g kakao
300g hvedemel
400 g sukker
2 spsk bagepulver
2 æg
1,2 dl mælk
Chokolade Cream cheese frosting:
200 g smør, stuetemp.
300 g flormelis, sigtet
300 g flødeost (ikke light!), stuetemp.
100 g lys chokolade, af god kvalitet
Chokolade ganache:
Find opskrift her
Karamel sauce:
Find opskrift her
Fremgangsmåde:
Forvarm ovn til 160 grader.
Smelt smørret i en gryde, med vand og kakao.
Sigt mel og bagepulver sammen. Tilsæt sukkeret og bland sammen med piskeris.
Hæld kakaoblandingen i, og rør til en jævn dej. Sørg for at få alt melet i bunden af skålen. Rør til sidst de to æg i, ét ad gangen og derefter mælken. Rør til ensartet masse.
Forbered en metalform med papir muffinsforme i. Fordel dejen i formene og bag kagerne i ca. 20-25 min.
Lad kagerne køle helt af.
Pisk smør og flormelis lyst og luftigt, i omkring 5 min.
Tilsæt flødeosten og pisk på max hastighed, til du har en luftig frosting.
Smelt nu den lyse chokolade over vandbad eller ved svag varme i mikrobølgeovnen. Tilsæt chokoladen til frostingen, i en tynd stråle, mens frostingen piskes ved lav hastighed.
Kom frostingen i en engangs sprøjtepose med ønsket tyl og læg til side, til den skal bruges.
Tag din cupcake og sprøjt en swirl på toppen, med chokolade frostingen.
Brug en sprøjtepose til karamelsaucen eller brug en gaffel til at “drizzle” karamellen over frostingen.
Kom ganachen i en sprøjtepose med en lille glat, rund tyl, og sprøjt på kagen henover karamellen.
Tip:
Cupcaken er også fryseegnet, og smager lige så lækker efter optøning.
Lav et hul i cupcaken, og fyld hullet med den hjemmelavede karamel eller den hjemmelavede ganache.