Flødeboller med jordbær og karamelliseret hvid chokolade
Sommeren er over os – og hvad bedre end at fejre det, med lækre flødeboller?
Jeg løfter lige låget fra stilheden herinde, med disse skønne flødeboller. For ja, der har været stille (igen igen) men jeg har simpelthen så travlt for tiden. Jeg er startet ny afdeling på job, der sker en masse udvikling med min skønne søn Oliver, og alle weekender har været fyldt med planer. Forhåbentligt er der ved at komme lidt ro på nu. Jeg er også faldet godt til i min afdeling på jobbet (synes jeg da selv i hvert fald!) og det betyder bare så meget! Især når man ved at man stadig skal rykke en del rundt, inden jeg er færdig.
Men nu fandt jeg en ledig aftenstund, så der er tid til at skrive lidt opskrifter ind til jer, som jeg længe har ventet på at have tid til! Det er dejligt at være igang igen! Mine kolleger har også efterspurgt en smagsprøve på disse flødeboller, så det hopper jeg i køkkenet i aften og laver.
Tak for at I læser med på mine opskrifter selvom jeg er en skovl til at få lagt op! For kan jo heldigvis se, at I er mange der læser med, trods alt.
Dette indlæg indeholder reklame og/eller affiliate links.
Jordbær flødeboller med karamelliseret hvid chokolade
ca. 35 stk.
Kransekagebunde:
130 g sukker
80 g æggehvider
300 g ren rå marcipan, Odense Marcipan
Jordbærskum:
250 g sukker
75 g vand
110 g glukose
140 g past. æggehvider
15 g sukker
½ polynesisk vaniljestang
4 spsk frysetørret jordbær
Overtræk:
500 g karamelliseret hvid chokolade (jeg brugte Gold chokolade fra Callebaut)
Guldstøv
Fremgangsmåde:
Bunde:
Bland hvider og sukker sammen, og lad det stå på køkkenbordet i en times tid.
Skær marcipanen, i mindre stykker og kom i rørekedlen på røremaskinen. Rør det sammen med sukker-blandingen, lidt ad gangen indtil det er en ensartet masse, uden klumper. Kom hele massen op i en sprøjtepose af stof, med en stjernetyl.
Sprøjt bundene ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Hvis du ved at din ovn har meget undervarme, så brug to bageplader, ellers vil kransekagen gerne brænde i bunden, da den indeholder meget sukker.
Bag dem ved 190 grader i ca. 10-12 min. De skal være lidt gyldne.
Sæt til afkøling.
Jordbærskum:
Skrab kornene ud af vaniljestangen, og mas dem ud med lidt sukker, til kornene er delt.
Kom de 250 g sukker, vandet og glukosen op i kasserollen og tænd for blusset ved middelhøj varme. Hold godt øje med det.
Kog karamellen, til den er præcis 117 grader, (her skal du bruge et sukkertermometer, jeg bruger et digitalt, da det er mere præcist) og tag gryden af varmen.
Imens karamellen koges, pisker du æggehviderne og tilsætter de 15 g sukker lidt ad gangen, i en røremaskine. Hæld den varme karamel ned i æggehviderne, MENS der stadig piskes let. Skru røremaskinen op på højeste hastighed og pisk pisk pisk, til skummet bliver “fast”. Jeg plejer at piske mit i 15-20 min. Tilsæt til sidst vaniljen og de 4 spsk frysetørrede jordbær. Og pisk til det er godt blandet.
Kom skummet i en engangssprøjtepose med en rund, glat tyl og sprøjt skummet ud på de afkølede bunde. Lad skummet “sætte” sig en times tid.
Overtræk:
Temperér den karamelliserede chokolade, ligesom du ville temperere en hvid chokolade. Hæld chokoladen op i et glas eller lignende, hvor du har plads til at dyppe flødebollerne i. Dyp nu alle flødebollerne og drys med guldstøv inden de sætter sig.
Husk, hjemmelavede flødeboller er ofte ikke perfekte… Det er dét, der gør dem så fantastiske!