Påske flødeboller med passionsfrugt og marcipanbund

Påske flødeboller med passionsfrugt og marcipanbund

Print This Post Print This Post

Rigtig god påske! Her får I et bud, på skønne påskeægs flødeboller. Et lækkert alternativ, til det traditionelle påskeæg.

Så blev det lørdag. Lørdag før påske og jeg fik lige tid til at dele denne dejlige opskrift med jer, inden jeg om lidt sidder i toget på vej til KBH med to af mine favoritmennesker! Vi skal over og spise lækker kage, god mad og nyde hinandens selskab. Sikke heldig jeg er, at have to så skønne kvinder i mit liv, som gider at hænge sammen med mig i en hel dag (især når der godt kan gå kagenørd i mig, når vi sidder og savler over en smuk kage). Jeg elsker, at vi igen skal på sådan en tur. I efteråret var vi også afsted, hvor vi spiste kagebuffet hos Cakenhagen – det var altså også bare alt for lækkert! Denne gang skal vi besøge Leckerbaer, og måske lidt andre skønne steder også, hvem ved!?

Derudover er jeg så glad for at jeg nåede at få delt min opskrift på påskekage med jer forleden, men også at jeg nu får delt denne – hele påsken kommer nemlig til at gå med at anlægge ny terrasse og have, så jeg er meget travlt beskæftiget! Jeg håber dog, at der bliver lidt tid til at dele lidt lækkert med jer indimellem – om ikke andet så på Instagram! Så husk at følge med!

God dag!

Sine

Dette indlæg indeholder reklame for Callebaut og Odense Marcipan, samt affiliate links.

Påskeæg flødeboller

Chokoladeskaller:

400 g hvid chokolade, Callebaut

Chokoladefarver

Kakao + lidt alkohol, som vodka (smages ikke, det fordamper)

Flødebolleskum:

125 g sukker

37 g vand

55 g glukose

70 g past. æggehvider

8 g sukker

½ stang vanilje

2 spsk passionsfrugtpulver

Derudover:

200 g ren rå marcipan, Odense Marcipan

Chokoladeform – påskeæg 

Fremgangsmåde: 

Chokoladeskaller:

Sørg for at pudse formen godt. Tag en knivspids kakao og bland sammen med en lille dråbe alkohol, til det bliver en væske der kan sprøjtes af en pensel/ren tandbørste. Sprøjt brune pletter ud i formen for at skabe et plettet udtryk på æggene (dette kan også undlades, hvis man ønsker). Lad det tørre helt.

Tag nu din foretrukne chokoladefarve og smelt efter instrukser på den chokoladefarve du benytter. Pensl farven i i formen. Jeg lavede mine i gule, grønne og nogle dustede jeg bare med sølvstøv. Lad det igen tørre. 

Smelt og temperer chokoladen. Jeg temperere mit i mikrobølgeovnen, da jeg synes det er nemt og hurtigt. Starter med at give det 30 sekunder – røre rundt – 10 – sekunder – røre rundt – 10 sekunder osv osv. Når chokoladen er næsten smeltet, stopper jeg med varmen og rører godt rundt, til alt chokoladen er helt smeltet. Fordel i formen og bank det overskydende ud. 

Stil formen på køl, til chokoladen har sat sig.

Flødebolleskum:

Skrab kornene ud af vaniljestangen, og mas dem ud med lidt sukker, til kornene er delt.

Kom de 125 g sukker, vandet og glukosen op i kasserollen og tænd for blusset ved middelhøj varme. Hold godt øje med det.

Kog karamellen, til den er præcis 117 grader, (her skal du bruge et sukkertermometer, jeg bruger et digitalt, da det er mere præcist.) og tag gryden af varmen.

Imens karamellen koges, pisker du æggehviderne og tilsætter de 8 g sukker lidt adgangen, i en røremaskine. Hæld den varme karamel ned i æggehviderne, MENS der stadig piskes let. Skru røremaskinen op på højeste hastighed og pisk pisk pisk, til skummet bliver “fast”. Jeg plejer at piske mit i 15-20 min. Tilsæt til sidst vaniljen og passionsfrugtpulveret, og pisk det med. 

Samling:

Kom skummet i en engangssprøjtepose og fyld skallerne op med skum. 

Rul marcipanen ud og skær bunde der passer til skallerne. Jeg tog et stykke bagepapir og lagde over min chokoladeform, stregede over med en blyant så alle kanter blev markeret, klippede ud og skar efter skabelonen. 

Leg løs, og giv dig i kast med at lave lige præcis dit ynglings påskeægs flødebolle. Kun fantasien sætter grænsen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

eighteen − 5 =


Translate »