Mini Daim ispinde
Lækre små ispinde med Daim og vanilje, dyppet i mælkechokolade.
Dette indlæg indeholder affiliate links.
De her små ispinde er blevet en lille favorit hos manden i huset herhjemme, så jeg må hellere snart få lavet en portion mere til fryseren!
Du kan også bruge grund opskriften her, og tilsætte bær, andet chokolade eller fx marcipan. Lige det du lyster.
Iscreme:
5 dl piskefløde
1 ds kondenseret mælk
1 stang vanilje
150 g Daim
Derudover:
400 g mælkechokolade
50 g mørk chokolade
Udstyr:
Fremgangsmåde:
Kom både fløden og den kondenserede mælk i fryseren i 15 minutter.
Tag den kondenserede mælk og kom den i rørekedlen til din røremaskine, med piskeriset sat på (alternativt i en almindelig skål og pisk med håndmikser), pisk den i 10 min tid.
Tilsæt fløden lidt ad gangen og pisk hele herligheden til det er cremet og luftigt.
Skrab kornene ud af din vaniljestang og tilsæt til iscremen.
Mens iscremen pisker, hakkes eller blendes Daimen, til den størrelse du ønsker. Tag lidt fra til pynt.
Vend Daimen i iscremen med en dejskraber.
Forbered dine små isforme med pinde i, og fordel iscremen heri.
Kom isene i fryseren og frys dem i minimum 8 timer og gerne til dagen efter.
Når isene er stivfrosne, gøres der klar til at de kan dyppes i mælkechokoladen.
Smelt mælkechokoladen over vandbad, og kom chokoladen op i et højt glas hvor du har plads til at dyppe isene i.
Tag isene ud af fryseren og dyp hver is i mælkechokoladen. Kom straks isene tilbage i fryseren.
Smelt den mørke chokolade og kom chokoladen op i en lille pose.
Tag isene ud igen og klip et LILLE hul i posen. Lav zigzag mønster på isene og drys med lidt knust Daim.
Tilbage på frys med isene.
TIP: Hvis du ikke har de små forme, så brug evt. nogle plastik engangskopper og en ispind eller kom den i en almindelig form og frys som én stor portion.