- - https://cupcakesbysine.dk -

Banankage med chokoladecreme

Denne opskrift er tyvstjålet fra min svigermor! Det er jordens bedste banankage! Alle jeg har serveret den for, siger det samme… såååååå! 

Min kære mand og jeg har været sammen i 7 år lige om lidt, og ikke så længe efter jeg mødte ham, bagte min svigermor én af de lækreste kager jeg har smagt. Jordens bedste banankage! Helt simpelt, nede på jorden og klassisk når det er bedst. Fra da manden og jeg flyttede sammen og til i dag, er den kage blevet bagt mange gange, og i mange versioner! Hvorfor jeg også undre mig over, at jeg først deler opskriften med jer nu??? Hm, jeg må have haft et nedbrud af en art! For sådan en lækker kage skal deles med alle, og opskriften skal luftes! 

Dengang jeg fik opskriften af min svigermor, var opskriften hvad der svarede til 2 bradepander! I shit you not! 2 bradepander! Men det er der en grund til. Hun bagte den nemlig på den efterskole hun arbejdede på engang. Jeg har dog efter mange bagninger, omregnet mængderne! Denne opskrift svarer nu til 1 springform på 20 cm.

Min svigermor plejer at lave kagen, med pålægschokolade på toppen, som lægges på når kagen er varm så det smelter skønt. Denne her version er dog med en mælkechokolade creme, fordi jeg elsker det! 

Det er en super nem og hurtig kage at lave, og hvis du ikke ønsker at have chokoladecremen på, så kan du evt. smide noget chokolade på den varme kage, som vil smelte ud over. Det er også lækkert!

Tag godt i mod opskriften, den ligger midt hjerte nært!

Dette indlæg indeholder reklame og/eller affiliate links.

Banankage med chokoladecreme

20 cm springform

Mælkechokolade creme:

0,5 l. piskefløde

4 blade husblas

150 g mælkechokolade, Callebaut [1]

Banankage:

85 g smør

180 g sukker

3 æg

2 modne bananer

40 g havregryn

lidt salt

0,7 dl kærnemælk

3/4 tsk natron

1 tsk vaniljepaste

145 g hvedemel

Pynt:

Salted Caramel Crisp pearls

Chokoladepynt (mine er en gave)

Guldflager

Fremgangsmåde:

Mælkechokoladecreme:

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand, i ca. 15 min. Kom chokoladen op i en skål (bruger du ikke knapper som jeg, så hak chokoladen fint først). 

Varm fløden op i en lille gryde. Tag gryden af varmen lige inden den når kogepunktet. Vrid husblas for vand og smelt det i den varme fløde. Hæld fløden op til chokoladen, og rør i midten af chokoladen, for at emulgere massen. Rør stille til det hele er ensartet. Stil på køl til den er gennemkold, gerne natten over, men minimum 4 timer (jeg kommer min creme i en lynlåspose og så på køl, så køler det hurtigere). Bag kagen imens.

Banankage:

Forvarm ovn til 170 grader.

Mos bananerne med en gaffel og stil til side. Smelt smørret i en lille gryde og lad stil også denne til side. 

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Pisk kærnemælk, mel, natron, vanilje og smeltet smør i. Vend til sidst havregrynen og banan i. 

Beklæd en 20 cm springform med bagepapir, og hæld dejen i formen. Bag midt i ovnen, i 35-45 minutter (husk at alle ovne bager forskelligt! Så tjek til kagen undervejs).

Pynt:

Tag cremen ud af køleskabet og pisk den op. PAS PÅ med at piske for meget, da den så vil skille! Når cremen er stiv nok til at kunne blive sprøjtet ud i fine toppe, kommes den i den sprøjtepose med en stor fransk stjernetyl. Sprøjt fine toppe ud på den afkølede kage og pynt den fint.

Kagen kan holde sig i 3-4 dage på køkkenbordet UDEN CREME og 2-3 dage i køleskabet, med creme.