- - https://cupcakesbysine.dk -

Havtornstænger med sprød lakridsbund

Lækre kager med havtornsmousse og lakridsbund, inspireret af Johan Bülows BÆRRIES.

Dette indlæg indeholder reklame links og sponsoreret indhold.

Kender i det når man hører om noget og tænker, aaargh, hvor fantastisk kan det lige være?? Sådan har jeg LÆNGE haft det med havtorn. Jeg var så stædig omkring det at jeg først smagte havtorn i november, i en lille herlig macaron, som smagte GUDDOMMELIGT! Må sige at jeg røg i himlen lige med det samme. Jeg besluttede mig for at jeg jo selv måtte igang med den lille sure sag. Så kom der lige huskøb og renovering i vejen, og en masse andre ting jeg gerne ville lave – men NU kom der endelig en opskrift!

Jeg var så heldig at få tilsendt en skøn pakke fra Johan Bülow med deres nye varianter BÆRRIES. Én med blåbær og én med havtorn. Havtornen er min klare favorit – elsker det syrlige! Jeg blev inspireret af de lækre kugler, til at lave en lille lækker kage, og ikke mindst en nem kage! 

De er lavet i en Cylindre form [1], som kan fåes hos Kageoplevelser.dk. [2] En lækker form hvor der også medfølger udstikker til bunden – så alt du skal bruge til selve kagen, finder du i den pakke.

Det er nogle nemme kager at kaste sig ud i, så kom i gang!

 

Derudover deler jeg en opskrift med jer i dag, for at fejre at jeg har været gift i 1 år(!) med min mand idag! Det er så vildt! Husker I at jeg har delt en masse opskrifter fra det kagebord jeg lavede til vores bryllup? Ellers så find inspiration og opskrifter her. [3]

Havtornstænger med sprød lakridsbund

Havtornsmousse:

200 g havtorn

75 g sukker

1/4 dl vand

3 blade husblas

2,5 æggeblomme

40 g sukker

lidt vaniljepaste

2,5 dl fløde

 

Lakridsbund:

300 g hvedemel

100 g flormelis

150 g blødt smør

1 æg

lidt vaniljepaste

1½ spsk raw lakridspulver, Johan Bülow [4]

 

Pynt:

100 g hvid chokolade, Callebaut [5]

BÆRRIES havtorn [6]

Rød skovsyre

guldflager

Udstyr:

Cylindre 75 form, Silikomart  [1]

 

Fremgangsmåde:

Havtornsmousse:

Kog havtorn, sukker og vand i et par minutter og si saften fra, ned i en ren skål. Tag 1,25 dl saft fra til moussen, og stil saften til siden.

Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 15 min. Varm havtornsaften op og smelt den udblødte husblas i saften. Pisk æggeblommerne og sukkeret lyst og luftigt. I en anden skål piskes fløden til skum. Bland æggemassen sammen med havtornsaften. Vend fløden i af to omgange. Fordel i formen. Stil på frys i minimum 6 timer.

Lakridsbund:

Kom alle ingredienserne i en skål og ælt det hurtigt sammen. Pak dejen ind i film og læg dejen på køl 30-60 min. Rul dejen ud til ca 4 mm og stik bundene ud. Bag v. 200 grader 12-14 min – eller til de er gyldne.

Samling og pynt:

Temperer den hvide chokolade, og smør den ud på to stykke kageplast. Kør en takket dekorationsspartel henover chokolade og kom kageplasten i en kagering eller lignende, får at forme chokoladen, stil den på køl.

Tag havtornsmoussen ud af fryseren og skub moussen ud af formen, og placer de frosne mousse på den bagte lakridsbund. Lad dem tø op i køleskabet. Pynt med BÆRRIES, det hvide chokoladepynt, rød skovsyre og guldflager.