Lækre Dmacarons

Disse macarons blev jeg inspireret til at lave, efter at have smagt LiqouriceD af Johan Bülow.
Dette indlæg indeholder affiliate links.
En sprød, ristet mandel dækket af mælkechokolade og lakridspulver, blandet med knasende havsalt. Fantastisk lækkert! Man bliver hurtigt afhængig 🙂
Jeg begyndte herefter at udtænke en macaron, som ville give mig den samme oplevelse (om muligt!)
Det blev så til disse macarons. En sprød skal, med lakridspulver (fra Johan Bülow selvfølgelig), en chewy kerne og en blød mælkechokolade-ganache med havsalt. De SKAL opleves!
Macarons
ca. 24 samlede macarons
- 170 g Flormelis
- 110 g Mandelmel
- 90 g Æggehvide, stuetemp.
- 2 spsk. Sukker
- 1½ tsk Lakridspulver fra Johan Bülow
- 1 tsk sort pulverfarve
Ganache
- 140 g Mælkechokolade, af god kvalitet
- 70 ml Piskefløde
- Havsalt efter smag
Pynt
- Lidt sort gelefarve
Fremgangsmåde:
- Vej flormelis af. Bland det med mandelmel og sigt det gennem en sigte. Hvis der ligger nogle klumper tilbage i sigten, skal de bare kasseres, da de vil give en ujævn overflade på macaronen. Sørg for at flormelis og mandelmel er godt blandet sammen.
- Pisk æggehviderne luftige i en ren og tør skål. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, og pisk godt imellem. Bliv ved med at piske til hviderne er blevet til en fast skum.
- Tilsæt lakridspulveret og pisk det med hviderne, til det er godt blandet.
- Vend mandel- og flormelisblandingen i æggehviderne, sammen med den sorte pulverfarve, med en spatel. Bland til dejen er glat. Pas på med at blande for meget! Dejen skal glide af spatelen langsomt. Forestil dig lava, den konsistens skal den have. Flydende, men ikke for flydende. Kom dejen i en sprøjtepose med en glat tyl. Jeg bruger en tyl på 0,5 mm.
- Sprøjt ca. 50 kager, på størrelse med femkroner, ud på et stykke bagepapir. Lad kagerne hvile i mindst 45 min. Så overfladen tørrer. Det gør at kagerne får de små ”fødder”.
- Sæt ovnen på 125 grader.
- Bag én plade ad gangen på den nederste rille i ovnen i ca. 20 min. Husk, at alle ovne er forskellige, så hold øje med dem. Bunden skal slippe bagepapiret, hvis du forsøger at løfte dem. Lad dem køle af på en rist.
- Hak chokoladen fint, og kom den i skål der kan tåle varme. Bring fløden i kog og hæld det over chokoladen.
- Vent et øjeblik og rør så, lige så stille, rundt indtil massen er ensartet og homogen. Smag det til med havsaltet. Nogle kan lide meget af det, andre vil helst undvære. Sæt ganachen på køl i et par timer, og gerne til næste dag.
- Fyld ganachen i en sprøjtepose og stil til siden.
- Par macaronerne to og to, og fyld ganachen på den ene skal og mal med en blød pensel lidt streger på den anden skal, med lidt sort gelefarve. Saml macaronsne, og gentag til alle er samlet.