Klassiske træstammer

Klassiske træstammer

Print This Post Print This Post

De klassiske træstammer var en del af brunchbordet til min fødselsdag.

Jeg er vild med de gode gamle klassikere, og især de gode gamle træstammer! For hvor er det bare fantastisk at man kan skabe en ny kage, ud fra rester af en anden! Jamen hallo altså – det er himmelsk! Træstammerne var MEGET populære til min fødselsdag, så blev jo nødt til at dele min opskrift med jer!

Husk nu, GEM dine kagerester i fryseren! Og brug dem til træstammer (eller tril massen til romkugler)

Denne gang blev mine lavet med rester af en drømmekagebund med citron, som jeg havde brugt til en bryllupskage lørdag. Fordi jeg udelukkende brugte en lys kage, tilføjede jeg kakao til massen. Hvis jeg har en chokoladekage med også, tilføjer jeg kun sjældent kakao.

Jeg lavede mine lidt mindre, end de træstammer man kan købe i en standard bager, da jeg synes de lige bliver lidt mere delikate. Og så må man jo gerne spise 2… eller 3… måske 4!  

Indlægget indeholder reklame og/eller affiliate links.

Træstammer

 ca 40 små og 24 normale

Trøffelmasse:

900 g kagerester (i mit tilfælde drømmekagebund med citron)

200 g ren rå marcipan, Odense

6 spsk kakao

½ tsk vaniljepaste

200 g mørk chokolade, Callebaut

3 spsk hindbærmarmelade (dette kan variere alt efter hvor fugtig dine kagerest er)

4-5 spsk romessens

Overtræk:

300 g ren rå marcipan, Odense

150 g flormelis

40 g glukose sirup

250 g mørk chokolade, Callebaut

 

Fremgangsmåde:

Trøffelmasse:

Smuldr dine kagerester til små stykker, mellem hænderne. Kom alle “krummerne” op i skålen til rørekedlen. Smelt chokoladen over et vandbad og stil til side. Tilsæt marcipan, hindbærmarmelade, kakao, vanilje, romessens og den smeltede chokoladen til kage “krummerne”. Rør hele herligheden sammen med k-spaden. Smag til undervejs og føl dig frem med massen. Den skal kunne holde sammen og ikke være FOR klistret. 

Rul til pølser på ca 3 cm i diameter og læg pølserne på køl til  lige at samle sig og blive faste inden overtræk.

Marcipanovertræk:

Kom marcipan, glukosesirup og flormelis op i en rørekedel og ælt det sammen med dejkrogen, til en ensartet masse. Pak dejen ind i en plastpose og læg den på køkkenbordet, til du er klar til at rulle trøffelmassen ind i marcipanen.

Rul marcipanen ud, på et bord der er drysset med flormelis, til et stykke der er lige så bredt som dine ruller er lange, og ellers bare til marcipanen er ca 3-4 mm tyk. Tag en rulle trøffelmasse af gangen og pak den ind i marcipanen.

Skær enderne af, og skær så i den størrelse du ønsker. Stil tilbage på køl.

Chokoladedyp:

Smelt og temperér chokoladen. Tag træstammerne ud fra køl og dyp enderne i chokoladen.

Opbevar træstammerne på køl.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 + 7 =


Translate »