Is-sandwiches med blåbær og lakrids – inspireret af BÆRRIES

Is-sandwiches med blåbær og lakrids – inspireret af BÆRRIES

Jeg måtte bare i  køkkenet efter at have smagt de nye BÆRRIES blåbær lakridser, fra Johan Bülow. Det blev der disse is-sandwiches ud af, det er jo ret lækkert til den skønne sommer vi har!

Print This Post Print This Post

Sommeren har indtil videre vist sig fra sin gode side, og det betyder at der bliver spist massere af is herhjemme, af store og små!

De er latterligt nemme at lave, og et hyggeligt projekt at lave med børnene – min søn hyggede sig med at stjæle cookies fra køkkenbordet og sidde og slikke dejskraberen undervejs.

 

Is-sandwiches med blåbær og lakrids

8 samlede sandwiches

Is:

5 dl fløde

1 ds kondenseret mælk 

250 g blåbær

4 spsk vand

1 spsk citronsaft

1 tsk vaniljepaste

Cookies:

2 dl flormelis

lidt vaniljepaste

60 g smeltet smør

1 æg

1,5 dl hvedemel

½ tsk natron

2 tsk rålakridspulver, Johan Bülow

lidt salt

50 g hvid chokolade

50 g Gold chokolade, Callebaut

Fremgangsmåde:

Is:

Kom blåbær, vand og citronsaft i en gryde og lad det simre, med jævnlig omrøring i ca. 5 min eller til blåbærrene er helt møre. Blend sammen med stavblender og lad det køle helt af. Når blåbærrene er helt afkølet, gøres en form klar til isen. Jeg brugte en browniepande der er 30×20 cm. beklæd formen med husholdningsfilm.

Kom fløde, vanilje og kondenseret mælk op i skålen til røremaskinen og pisk det til skum. Du kan også bruge en elpisker. Fjern skålen og vend nu den afkølede blåbærpure i fløden, med en dejskraber. Lad der endelig være lidt marmoring, det giver et smukt udtryk. Fordel iscremen i formen i ca. 2 cm tykkelse. Hvis der er ekstra iscreme, hæld da i en lufttæt bøtte. Kom iscremen i fryseren og lad den sætte sig i minimum 6 timer, men gerne til næste dag!

Cookies:

Forvarm ovnen til 170 grader.

Kom flormelis, lakrids og vanilje op i en skål. Rør det smeltede smør og æg i med en ske. Bland chokoladen i. Bland natron og hvedemel sammen og rør det i blandingen. Rul dejen til små kugler med en diameter på 3 cm ca, og sæt kuglerne på en bageplade med bagepapir. Hold god afstand imellem cookiesne, da de flyder ud!

Bag dem i 8-9 min.  De er bløde lige når de kommer ud af ovnen, det skal de være. Lad det sætte sig på pladen, på køkkenbordet.

Samling:

Brug dine cookies som guideline til, hvor stor din udstikker skal være til isen. min var 7-8 stykker. Løft isen op af formen, ved hjælp af husholdningsfilmen, og stik isen ud med udstikkeren. Læg isen imellem to cookies og kom is-sandwichesne tilbage på frys til de skal serveres. 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

sixteen − fourteen =


Translate »