Mini cupcakes med banan og lækker frosting med peanutbutter
Banan og peanutbutter er en skøn kombination, de er her forenet i en mini cupcake.
Dette indlæg indeholder reklame og/eller affilliate links.
Når man tænker på at jeg har en blog med navnet “Cupcakes by Sine” har jeg faktisk ikke delt særligt mange opskrifter med jer på det sidste, om lige netop dette! Da jeg startede min blog, for snart 4 år siden, var jeg faktisk ikke særlig erfaren i det søde køkken og elskede at lave cupcakes! Det gør jeg nu stadig, men idag eksperimentere jeg en del, og udfordrer mig selv. Min bagestil har udviklet sig helt vildt igennem de sidste par år. Hvem ved, måske kommer der engang et navneskifte, men som det er nu, er jeg altså ret glad for mit “Cupcakes by Sine” – Det minder mig om hvor jeg startede – og det er altså ret fantastisk! Men jeg LOVER at der er mange cupcakes opskrifter i ærmet og på tegnebrættet!
Nu omhandler det disse små sager, en lille mundhapper, der består af en fugtig chokoladekage med banan og en frosting med masser af peanutbutter.
Rigtig god dag til dig, og god bagelyst!
Banan cupcakes:
20-30 mini cupcakes
55 g smør, stuetemp.
60 ml rapsolie
170 g sukker
1 tsk vaniljeekstrakt
½ tsk natron
1/4 tsk bagepulver
lidt salt
1 stort æg
55 g creme fraiche
25 g mayonnaise
150 g hvedemel
35 g kakao
3 modne bananer, most
50 g hakket mørk chokolade, Callebaut
Peanutbutter frosting:
125 g smør, folie
250 g flormelis
100 g peanutbutter
+ ekstra peanutbutter til sprøjteposen
Fremgangsmåde:
Cupcakes:
Mos bananerne og hak chokoladen (på trods af at jeg bruger Callebaut chokoladeknapper, så hakker jeg dem let, når jeg bruger dem i mini cupcakes).
I en skål til røremaskinen, kommes smør, olie, sukker og vanilje i. Rør det sammen med spaden/spatelen, til det bliver lyst og luftigt. Rør ægget i. Tilføj creme fraiche, og mayonnaise og rør det sammen. Bland mel, kakao, bagepulver, natron og salt sammen, og sigt det i blandingen. Vend det sammen med en dejskraber.
Tilføj den moste banan og hakkede chokolade og vend det rundt i dejen.
Fyld formen 2/3 op og varm ovnen til 170 grader. 18-22 min eller indtil en tandstik kommer ud, med en smule fugtige krummer på.
Lad cupcakesne køle helt af.
Frosting og pynt:
Pisk smør lyst og luftigt i ca 5 minutter. Tilsæt peanutbutteren og pisk det med. Sigt flormelisen og kom det i, lidt af gangen. Pisk hele herligheden sammen i 5 minutter.
Gør en engangssprøjtepose klar med en Wilton 2D stjernetyl.
Tag en smørkniv, og fordel lidt peanutbutter tilfældigt på sprøjteposens inderside. Fyld frostingen heri.
Sprøjt frostingen ud på de afkølede cupcakes.